Daniell Marcussen
4.1 Revolutionens udvikling i Rusland
4.1.1 Revolutionerne i 1917
4.1.2 Arbejdernes selvorganisering
4.1.3 Bolsjevikkernes rolle i 1917
4.1.4 Afvikling af rådsdemokratiet og selvforvaltningen
4.1.5 Brest-Litovsk freden
4.1.6 Oppositionen undertrykkes
4.1.6.1 Anarkisterne
4.1.6.2 De venstre-socialrevolutionære
4.1.7 Borgerkrig og krigskommunisme
4.1.8 Kronstadt og den 10. partikongres
4.2 Revolution og kontrarevolution i Ukraine
4.2.1 Ukraines februar og oktober
4.2.1.1 Den liberal-nationale bevægelse
4.2.1.2 Den sociale revolution
4.2.2 Brest-Litovsk og Tysk/Østrig-Ungarsk besættelse
4.2.3 Makhno-bevægelsen
4.2.3.1 Nestor Makhno
4.2.3.2 Fra partisan grupper til Makhno-hær
4.2.3.2.1 Makhno-partisanernes taktik
4.2.3.3 Kampen mod besættelsestropperne
4.2.3.4 Kampen mod de liberal-nationale
4.2.4 Den lange fred
4.2.4.1 Denikin-fronten
4.2.4.2 Militær alliance med kommunisterne
4.2.4.3 Organisering af det befriede område
4.2.5 Første strid med kommunisterne
4.2.5.1 Den 3. regionale kongres og Dybenkos angreb
4.2.5.2 Blokade mod Makhno-hæren
4.2.5.3 Den 4. regionale kongres
4.2.5.3.1 Ordre nr. 1824
4.2.5.4 Åbning af fronten
4.2.6 Den lange tilbagetrækning
4.2.6.1 Peregonovka-slaget
4.2.7 Den korte fred
4.2.7.1 Militære fejltagelser
4.2.8 Anden strid med kommunisterne
4.2.8.1 Diplomatisk skuespil
4.2.8.2 Makhno lovløs og kommunistisk angreb
4.2.8.3 Krig og den røde terror
4.2.9 Militær og politisk alliance med kommunisterne
4.2.9.1 Krigen mod Wrangel
4.2.10 Tredje strid med kommunisterne
4.2.10.1 Ordre om opløsning af Makhno-hæren
4.2.10.2 Den sidste krig og flugten
4.0
Historisk baggrund
Jeg
vil nu se på det historiske hændelsesforløb i Den russiske Revolution og
derefter i den ukrainske del af denne. Selvom revolutionen i Ukraine havde et
forløb, som på mange måder var forskellig fra resten af Rusland, mener jeg
ikke, at den ukrainske revolution kan behandles isoleret.
4.1 Revolutionens udvikling i Rusland
Den
russiske Revolution behandles ofte som et forløb fra revolutionsforsøget i
1905 til bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917. I min gennemgang af Den
russiske Revolution vil jeg i stedet for lægge vægten på udviklingen i årene
umiddelbart efter magtovertagelsen i 1917. Jeg vil se på de bonde- og
arbejderorganer, som opstod under revolutionen og bolsjevikkernes forhold til
disse. Jeg vil også se på forholdet mellem bolsjevikkerne og de øvrige
revolutionære grupper som støttede revolutionen i oktober 1917.
4.1.1 Revolutionerne i 1917
Når
man taler om Den russiske Revolution 1917, menes der som regel
Oktoberrevolutionen, men i virkeligheden var der tale om to revolutioner. Den første
revolution fandt sted i februar 1917, hvor en stærk strejkebevægelse tvang
zaren til at abdicere og afskaffede den feudale undertrykkelse. Efter
revolutionen i februar dannede de borgerlige partier sammen med mensjevikkerne[47]
og de højre-socialrevolutionære[48]
Den provisoriske Regering. Man oplevede i perioden fra februar til oktober 1917
en dobbeltmagt situation, hvor Den provisoriske Regering på den ene side og
arbejdernes og bøndernes egne organisationer, sovjetterne og fabrikskomitéerne,
på den anden side, hver især repræsenterede den politiske magt. Dobbeltmagten
var en ustabil tilstand, som i løbet af kort tid måtte ende med en placering
af magten til fordel for den ene af parterne. Den provisoriske Regering gik fra
februar til oktober fra den ene krise til den anden. Arbejderklassens krav om
bedre levevilkår og en afslutning på russisk deltagelse i 1. Verdenskrig blev
ikke opfyldt, og afskaffelsen af de feudale ejendomsforhold til jorden, som bønderne
allerede mange steder havde ophævet ved selv at dele jorden imellem sig, blev
aldrig fuldbyrdet med en jordreform. Efter Juli-opstanden i Petrograd, hvor det
kom til voldsomme sammenstød mellem demonstrerende arbejdere og kosakker, og
efter at hærens leder, Kornilov, i august forsøgte at gennemføre et statskup,
stod det klart, at Den provisoriske Regering ikke var i stand til at opfylde
Februarrevolutionens krav. Herefter vandt bolsjevikkerne flertallet i mange af
landets sovjetter, fordi de formåede at gøre arbejdernes og bøndernes krav om
fred, brød og jord og al magt til sovjetterne til deres program.
Konflikten kulminerede natten mellem den 24. og 25. oktober, hvor
Petrograd-sovjettens militærekomité sikrede kontrollen over hovedstaden og
afsatte den højre-socialrevolutionære ministerpræsident Aleksander Kerenskij
og Den provisoriske Regering, mens lignende aktioner fandt sted i resten af
Rusland. Samme dag startede den anden kongres for Ruslands arbejder-, soldater-,
og bondesovjetter hvor Petrograd-sovjetten kunne overgive magten til
sovjetternes repræsentanter.
4.1.2 Arbejdernes selvorganisering
Under
Februarrevolutionen organiserede arbejderne sig spontant i hele landet i
fabriks- og værkstedskomitéer (fabrichno-zavodnye komitety eller
forkortet fabzavkomy[49])
og sovjetter. De havde allerede erfaring med disse organisationstyper fra
revolutionsforsøget i 1905, hvor der i Skt. Petersborg under en generalstrejke
for første gang opstod sovjetter til at organisere de strejkende arbejderes
kamp.
Fabrikskomitéerne
kan betegnes som grundstenene i arbejdernes selvorganisering. De fungerede som
faglige organer uafhængige af fagforeningerne. De spillede en afgørende rolle
i forsvaret af Februarrevolutionen. Det var således fabrikskomitéerne, der
organiserede bevæbningen af arbejderne og sikrede kontrollen over produktionen
og arbejderkvarterene.[50]
Efter Februarrevolutionen og dannelsen af Den provisoriske Regering varede det
ikke længe, før denne kom i konflikt med fabrikskomitéerne. Da fabrikskomitéerne
i de statslige rustningsværker den 2. april[51]
afholdte deres anden konference, lød kravene; den fulde kontrol over
produktionen, og at de gamle bedriftsledere skulle erstattes af nye, som skulle
vælges af arbejderne og kontrolleres af fabrikskomitéerne.[52]
Arbejderne, som havde gennemført Februarrevolutionen ville altså ikke lade sig
nøje med dens krav om demokrati, når de allerede var blevet bevidst om deres
styrke og deres evne til at kontrollere produktionen gennem deres egne organer.
En arbejderresolution fra Putilov-værkerne dateret den 24. april 1917 viser
tydeligt, hvordan fabrikskomitéerne opfattede deres egen rolle: “Idet de
enkelte virksomheders arbejdere uddanner sig i selvforvaltning, forbereder de
sig til det tidspunkt, hvor privatejendommen til fabrikker afskaffes og
produktionsmidlerne overgår i arbejderklassens hænder. Dette store og
betydelige mål, som arbejderne stræber efter, må man bestandig have for øje,
også selvom man i begyndelsen kun har med små sager at gøre.”[53]
I den sidste tid før oktober spillede fabrikskomitéerne en stadig mere
offensiv rolle, bl.a. ved deres indsats i dannelsen af De røde Garder, som
skete i forbindelse med forsvaret af Petrograd
under Kornilovs kupforsøg i august. Dannelsen af disse revolutionære
arbejdermilitser betød at Petrograd-sovjetten pludselig rådede over loyale væbnede
enheder og dermed blev magtovertagelsen en mulighed. Fabrikskomitéerne spillede
en stor rolle i organiseringen af disse militser både under og efter kupforsøget.
Det var De røde Garder og revolutionære hærenheder fra bl.a. Østersøflåden
der, under kontrol af Petrograd-sovjettens militære revolutionskomité, gennemførte
besættelsen af strategiske vigtige steder i Petrograd natten mellem den 24. og
25. oktober og stormede Vinterpaladset, hvor Den provisoriske Regering opholdt
sig.[54]
Sovjetterne
(sovjet er det russiske ord for råd) var en anden af arbejdernes
spontant dannede organisationer. Sovjetterne var ikke som fabrikskomitéerne
beskæftiget med den daglige kontrol over produktionen, men fungerede som
overordnede politiske og økonomiske organer på alle niveauer. Sovjetternes
sammensætning var meget forskellige alt efter deres opgave. Repræsentanterne i
sovjetterne blev valgt ud fra fabrikskomitéerne, soldaterrådene, og bondekomitéer
og -sovjetter. Det var i sovjetterne at de politiske partier var tydeligst repræsenteret.
De forsamlinger som valgte medlemmer til sovjetten kunne til enhver tid trække
repræsentantens mandat tilbage og vælge en ny. Ordet sovjet bliver ofte også
i dette projekt brugt som fællesbetegnelse for bonde-, soldater- og arbejderråd
af enhver slags.
Det
var specielt Petrograd-sovjetten, der kom til at spille en stor rolle i
Oktoberrevolutionen. Det var denne, der udgjorde arbejdernes politiske
alternativ, og gennem denne at de organiserede opstanden, som afsatte regeringen
og overgav magten til sovjetkongressen.
4.1.3 Bolsjevikkernes rolle i 1917
Bolsjevikkernes
rolle i revolutionerne i februar og oktober 1917 og deres holdning til hele rådsdemokratiet
er vigtig at forstå, før man kan se logikken i deres politik efter
Oktoberrevolutionen. Bolsjevikkernes leninistiske partiopfattelse, som jeg
tidligere har beskrevet, betød at partiet anså det for umuligt at en
socialistisk revolution ville kunne gennemføres uden deres lederskab.
Arbejderklassens egne spontane aktioner var om ikke en umulighed så i hvert
tilfælde unødvendige. Det vigtige var at arbejderklassens samlede styrke blev
brugt i det revolutionære partis lederskabs tjeneste. Denne opfattelse af deres
egen rolle og spontaniteten i arbejderklassen gjorde at partiet helt frem til
midten af 1917 var negativt indstillet overfor sovjetterne og de øvrige
arbejder- og bondeorganer. Under 1905 revolutionen anså bolsjevikkerne sågar
sovjetterne som en konkurrerende revolutionær kraft ved siden af partiet. Det
var først efter at Lenin vendte tilbage fra sit eksil i Vesteuropa, at
bolsjevikkerne ændrede deres politik i forhold til sovjetterne. Taktikken blev
nu at vinde kontrollen over sovjetterne for derigennem at lede revolutionen.
Begivenhederne
i 1917 viste imidlertid, at bolsjevikkerne aldrig blev det avantgardeparti, som
skulle muliggøre selve revolutionen. Det var arbejderklassen, der tog
initiativet, mens bolsjevikpartiets centralkomité gang på gang overraskedes og
blot fulgte i kølvandet på arbejderne. Eksempelvis kom Februarrevolutionen
fuldstændig bag på de politiske partier, og bolsjevikkerne spillede ingen
rolle i denne. Lenins opgave var ikke at overbevise arbejderne og bønderne om,
at de skulle overtage magten, men derimod at overbevise partiet om, at dette
allerede var i gang med at blive realiseret. Det var partiet, som måtte hæve
sig op på massernes niveau og ikke omvendt. De revolutionære krav som blev
stillet mellem februar og oktober 1917 blev ikke formuleret af bolsjevikkerne,
de gentog dem blot.[55]
Trotskij, som i øvrigt var temmelig selvmodsigende omkring partiets ledende
rolle, skrev bl.a. at: “Masserne befandt sig i omvæltningens øjeblik
hundrede gange længere til venstre end det ekstreme venstreparti.”[56]
Bolsjevikkerne
overtog endda anarkisternes parole: The land to the peasants! the factories
to the workers!.[57]
Man kan sige, at bolsjevikkerne, som en strategisk manøvre
i organiseringen af selve magtovertagelsen, støttede sig til arbejdernes egne
organisationer, fordi de forstod, at det kun var muligt at tage magten gennem
sovjetterne. Bolsjevikpartiet forlod for en periode deres teorier om partiets og
statens rolle, hvilket bl.a. ses i Lenins bog Staten og revolutionen[58]
og de første dekreter efter revolutionen.
4.1.4 Afvikling af rådsdemokratiet og
selvforvaltningen
Da
Oktoberrevolutionen var gennemført, var det, for at bevare troværdigheden i
forhold til arbejderne, nødvendigt for bolsjevikkerne hurtigt at indfri løftet
om arbejderkontrol. Det skete med et dekret fra Folkekommissærernes Råd, som
den nye regering blev kaldt, af 14. november 1917.[59]
Dette dekret ændrede fabrikskomitéernes status fra kun at have indsigt i
produktionen til at blive egentlige direktioner, hvis beslutninger var bindende.
Lenin beskrev tilmed fabrikkerne som »selvstyrende kommuner af producenter og
forbrugere«. Dette fik anarko-syndikalisten G. P. Maximoff til at hævde:
“Bolsjevikkerne havde ikke bare forladt teorien om statens gradvise hendøen,
men den marxistiske ideologi som helhed. De var blevet en slags anarkister.”[60]
Men allerede få uger senere blev de første beslutninger taget, som skulle ende
med at underminere fabrikskomitéernes magt og dermed afskaffe
arbejderkontrollen og selvforvaltningen.
Det
første skridt væk fra idéen om arbejderkontrol og selvforvaltning blev taget
den 2. december 1917, da regeringen oprettede Det øverste råd for Økonomien
(VSNKh eller Vesenkha).[61]
Det øverste råd for Økonomien underlagde produktionen statslig planlægning
og erstattede den føderalistiske organisation som fabrikskomitéerneselv var
ved at opbygge, Den al-russiske kongres for Fabrikskomitéer. Det næste
skridt i statsliggørelsen af revolutionen blev taget på fagforeningernes første
alrussiske kongres fra 7. til 14. januar 1918 hvor et af hovedemnerne var
forholdet mellem fabrikskomitéerne og fagforeningerne og fagforeningerne og
staten. Kongressen endte med at vedtage en resolution, som gjorde fabrikskomitéerne
til fagforeningsorganer. Denne beslutning betød, at det blev langt lettere for
bolsjevikkerne at kontrollere produktionen og valgene til sovjetterne.
Fagforeningerne, som i Rusland altid havde været meget svage, var efter
revolutionen i vid udstrækning domineret af bolsjevikker. Sammenligner man
fagforeningerne med fabrikskomitéerne var de små og politisk var fabrikskomitéerne
langt mere radikale og parolerne som blev brugt under Oktoberrevolutionen udgik
herfra. Fagforeningerne var centralistisk organiseret og af den samme opfattelse
som bolsjevikkerne, hvad angik organiseringen af produktionen; nemlig at det kun
var muligt gennem statslige organer.[62]
Udviklingen væk fra rådsmagten fortsatte med et dekret fra 23. marts 1918
udstedt af regeringen. Med dette dekret indførte man for første gang egentlig
diktatur, forstået som énmandsledelse, indenfor produktionen. Dekretet
omhandlede organiseringen og forvaltningen af jernbanerne, som blev underlagt
statslige kommissærer med uindskrænkede beføjelser, som kun var ansvarlige
overfor regeringen.[63]
Det var på samme tid at Lenin begyndte sin argumentation for énmandsledelse og
jerndisciplin i produktionen. I april 1918 kunne man i avisen Pravda læse en
artikel af Lenin hvori han skrev at: “enhver maskinel storindustri - dvs.
netop socialismens materielle produktionskilde og -fundament - kræver den mest
ubetingede og strenge enhed i den vilje, der leder hundreders, tusinders og
titusinders fælles arbejde. (...) Men hvorledes kan man sikre den strengeste
enhed i viljen? Ved at indordne tusinders vilje under en enkelts vilje. Denne
indordning kan ved ideel målbevidsthed og disciplin hos deltagerne i det fælles
arbejde snarere minde om en dirigents milde ledelse. Den kan antage skarpe
diktatoriske former - hvis den ideelle disciplin og målbevidsthed ikke er til
stede. Men på den ene eller anden måde er ubetinget indordning under en enkelt
vilje absolut nødvendig for at opnå gode resultater i arbejdsprocesser, der er
organiseret efter den maskinelle storindustris type.”[64]
Det endelige slag imod fabrikskomitéerne var, at Kongressen for Økonomirådene
den 28. maj 1918 besluttede at oprette virksomhedsdirektioner, hvor kun en
tredjedel af medlemmerne kunne vælges af arbejderne, mens Det øverste råd for
Økonomien og de regionale råd stod for udnævnelsen af de resterende to
tredjedele.[65]
Kommunisterne var at den klare opfattelse at arbejdernes selvforvaltning ikke
var afgørende for udviklingen af socialismen. For kommunisterne var
revolutionen ikke et spørgsmål om ændringer i den måde som de sociale
relationer fungerede på men et simpelt spørgsmål om statsmagt og ejendomsret,
Trotskij udtrykker det således: ”It would (…) be a most crying error to
confuse the question as to the supremacy of the proletariat with the question of
boards of workers at the head of factories. The
dictatorship of the proletariat is expressed in the abolition of private
property in the means of production, in the supremacy over the whole Soviet
mechanism of the collective will of the workers, and not at all in the form in
which individual economic enterprises are administered.”[66]
Trotskijs logik synes at være følgende: partiet repræsenterer
det samlede proletariats objektive interesser, partiet har magten over staten,
staten har ejendomsretten over produktionsmidlerne – og derfor har
arbejderklassen magten, også selvom de gamle virksomhedsledere overtager
driften af fabrikkerne, og arbejderne ikke kan se nogen ændringer i deres
dagligdag. Før revolutionen blev fabrikkerne ledet af kapitalisterne, ejet af
kapitalisterne og arbejderne havde ikke noget at skulle have sagt, efter
revolutionen blev fabrikkerne ledet af kapitalisterne (indsat af staten), ejet
af staten og arbejderne havde stadig ikke noget at skulle have sagt. Men
Trotskij mente alligevel at man kunne tale om en revolution, fordi han var af
den opfattelse at der ikke er nogen forskel på partiets diktatur og klassens
diktatur. Trotskij gik endda så vidt, at han direkte argumenterede for partiets
diktatur over arbejderklassen, hvis denne ikke støttede partiet, således skrev
Trotskij om partiets førstefødselsret, der gjorde, at det ikke
behøvede at rette sig efter arbejderne: ”En erkendelse af partiets – om jeg
så må sige – revolutionære sistoriske førstefødselsret er nødvendig;
partiet er forpligtet til at fastholde sit diktatur på trods af midlertidige
svingninger i visse lag, på trods af midlertidige svingninger selv hos
arbejderne. (…) Diktaturet støtter sig ikke i ethvert givent øjeblik på det
formelle princip om arbejderdemokrati. (…) at partiet som helhed er bundet af
en enig forståelse for, at over det formelle moment står partiets diktatur,
som forfægter arbejderklassens fundamentale interesser selv under midlertidige
stemningssvingninger i den.”[67]
Den holdning som Trotskij her giver udtryk for, beskriver ganske godt
bolsjevikkernes holdning til arbejderdemokratiet: Arbejderdemokratiet er fint, så
længe arbejderne støtter bolsjevikkerne. Det er vigtigt at huske på, at
fabrikskomitéernes forsøg på at oprette et demokratisk økonomisk rådssystem,
truede både bolsjevikkernes krav på politisk ledelse og stod i vejen for
statsliggørelsen af revolutionen. Derfor blev de underlagt fagforeningerne som
igen knyttedes tæt til staten og partiet.
Soldaterrådene
fungerede fra oktober 1917 i hele hæren efter samme principper som fabrikskomitéerne
i industrien. Soldaterne valgte gennem soldaterrådene selv deres officerer, og
privilegier, titler, honnør og separate boliger for officererne var afskaffet.[68]
Da Trotskij overtog ansvaret for opbygningen af Den røde Hær i 1918, var nogle
af hans første handlinger at indsætte gamle zargeneraler som militærspecialister
(vojenspetsy), at afskaffe rådsdemokratiet og at genindføre militærdisciplin
og -hierarki. Trotskij forsvarede afskaffelsen af soldaterrådenes magt med at:
“Da Magten var i Hænderne paa
dem, der var os fjendtlige og Hærens Befalingsmænd kun var overklassens
Redskaber, var det af Nødvendighed for os selv at vælge Officerer og
Underofficerer, for derved at bryde disses Magt; men nu, da Magthaverne er de
samme Arbejdere, ud af hvis Rækker der mobiliseres Soldater, er en saadan
Fremgangsmaade ganske unødvendig.”[69]
Logikken i Trotskijs argument er, at arbejdernes magt efter revolutionen er
sikret med en socialistisk stats konstitution, og derfor er selvforvaltningen og
arbejdernes direkte magt ligegyldig. I marts 1918 blev flådens selvvalgte
centralkomité opløst og erstattet med Pubalt, som var et råd af kommissærer
udnævnt af partiet. Utilfredsheden med Pubalt nåede langt ind i
bolsjevikkernes egne rækker. Den 15. februar 1921 afholdte Østersøflådens
kommunistiske matroser deres anden kongres, hvor de fordømte Pubalt skarpt for
at være et bureaukratisk organ, som arbejdede fuldstændigt plan- og metodeløst
uden kontakt til masserne.[70]
Med
sovjetternes magt gik det som med fabrikskomitéernes og soldaterrådenes.
Bolsjevikkerne havde, ved at vinde kontrollen over de organer, der sendte repræsentanter
til de overordnede sovjetter, sikret sig den politiske kontrol. Det skete også
at bolsjevikkerne, når de ikke havde flertal, opløste sovjetter og oprettede
nye under deres kontrol. Dette var bl.a. tilfældet i Kronstadt,[71]
men det skete oftest uden for de store byer, hvor de venstre-socialrevolutionære
mange steder havde flertal i bondesovjetterne. Andre gange undlod man at afholde
nyvalg til sovjetterne af frygt for at miste flertallet. Der havde således i
1919 ikke været valg til Moskva-sovjetten i over 18 måneder.[72]
Det kan være interessant at se nærmere på det hændelsesforløb som ledte
frem til opløsningen af Kronstadt-sovjetten. Sovjetten i Kronstadt var under
revolutionen én af de mest radikale og tog allerede i maj 1917 stilling i
konflikten mellem den provisoriske regering og sovjetterne, ved at erklære at
sovjetten var den eneste magt i byen. Kronstadt-sovjetten tog idéen om
sovjet-demokratiet og parolen al magt til sovjetterne alvorligt, og i løbet
af 1917 udviklede der sig i Kronstadt et omfattende selvforvaltningssystem. Det
blev dannet hus-, gade-, og område-komiteer, som havde ansvaret for den daglige
organisering af byen, og som dannede grundlag for en arbejdermilits. I
begyndelsen af 1918 besluttede Kronstadt-sovjetten at kollektivisere samtlige
huse i byen og afskaffe privatejendommen til jord og ejendom. Komiteerne i byen
fik til opgave at foretage en fordeling af husene og sørge for istandsættelsen
og vedligeholdelsen. Der blev af hver bydelskomite oprette et reparationsværksted,
som fik ansvar for boligernes stand. Men hvordan reagerede bolsjevikpartiet så
på dette initiativ? De slog fast at dette var ulovligt, og kun kunne gennemføres
af staten gennem en central plan for hele Rusland. De lokale bolsjevikker, som
uheldigvis var kommet til at støttede initiativet, blev ekskluderet fra partiet
og beskyldt for anarko-syndikalistiske tilbøjeligheder. Staten skred
selvfølgelig ind, og afskaffede hele det selvforvaltningssystem som var blevet
skabt af arbejderne i byen og opløste Kronstadt-sovjetten og erstattede den med
en ny, som var mere pro-bolsjevikkisk. Herefter blev administrationen af husene
i Kronstadt overdraget til en afdeling under det centrale statsorgan Det øverste
råd for Økonomien.[73]
Det,
der var tilbage af arbejdermagten i sommeren 1918, var enten underordnet
statslige organer, som til tider var udstyret med diktatoriske beføjelser,
eller centralistiske organisationer, som f.eks. arbejder- og bondeinspektionen (Rabkrin),[74]
under dominans af det regerende parti, bolsjevikkerne.
Nåede
bolsjevikkerne så deres påstået mål, en øget produktivitet, gennem denne
centralisering og statsliggørelse af revolutionen? Nej, til gengæld betød
statens overtagelse af produktionen, at mange fabrikker blev lukket, og store
dele af produktionen gik i stå, ganske enkelt fordi staten ikke kunne overkomme
opgaven. Samtidig var det strengt forbudt for arbejderne selv at drive
fabrikkerne videre – hellere ingen produktion frem for en produktion styret
af arbejderne (samme logik som i forbindelse med Kronstadt-sovjetten). Så
hvis ideen var at varetage rent produktionensmæssige interesser gik det helt
galt for bolsjevikkerne (en ganske udmærket beretning fra en af de fabrikker
som måtte lukke pga. en statsovertagelse, finder man i Volins bog ”The
Unknown Revolution” (s. 289) eller i dansk oversættelse i Michael Helms
bog ”Anarkismens grundideer” (s. 83).
4.1.5 Brest-Litovsk freden
Brest-Litovsk
freden, som blev indgået mellem Rusland og Tyskland den 3. marts 1918,[75]
var dyr for folkene i Rusland. Aftalen, som var blevet forhandlet igennem med
tyskerne af en delegation under Trotskij, betød at Rusland mistede store
landområder, herunder; Finland, Polen, Ukraine, de baltiske stater og det meste
af Hviderusland. Opgøres tabene i tal, viser de tydeligt, hvilket tilbageskridt
det var for Rusland, hvis produktion i forvejen led under feudal underudvikling:
Rusland mistede 75% af sine kullejer, 73% af sin jernindustri, 33% af
tekstilindustrien, 26% af jernbanenettet, 27% af det opdyrkede land og 26% af
befolkningen.[76]
Rusland stod med andre ord overfor en økonomisk og social krise, som bl.a.
viste sig ved at 40% af arbejderne i Petrograd i foråret 1918 var arbejdsløse.[77]
Grunden til at bolsjevikkerne alligevel indgik freden på disse ufordelagtige
betingelser var, en kombination af at de regnede med at revolutionen snart ville
bryde ud i Europa og nødvendigheden af at opfylde revolutionens krav om fred.
Den tyske Revolution led imidlertid nederlag i 1918 og Rusland stod herefter
isoleret omgivet af fjendtlige lande.
I
Rusland var modstanden imod Brest-Litovsk freden stor og uenighederne mellem de
forskellige revolutionære retninger brød ved denne lejlighed ud i lys lue.
Udover de venstre-socialrevolutionære var også anarkisterne og store dele af
Østersøflåden modstandere af freden. Ved et massemøde på flådebasen ved
Petrograd blev der vedtaget en resolution, hvori man opfordrede til at rive
Brest-Litovsk aftalen i stykker og samtidig vendte man sig skarpt mod
bolsjevikkernes magtmonopol.[78]
Modstanderne mente at prisen for fred var for stor, og at bolsjevikkerne begik
et løftebrud ved at sælge store dele af Rusland og den revolutionære russiske
befolkning til de vestlige imperialister. Specielt afståelsen af det revolutionære
Ukraine, som nu blev besat af tyske og østrig-ungarske tropper, vakte harme.
Modstanderne af freden argumenterede for at føre en revolutionær krig mod
Tyskland for at genvinde Ukraine, fremskynde opløsningen af de tyske hær og
puste til den ulmende revolution i Tyskland.
4.1.6 Oppositionen undertrykkes
Det
var ikke kun arbejdernes selvorganiserede organer, der blev udsat for
undertrykkelse efter Oktoberrevolutionen, det blev den politiske opposition også.
Det var alle oppositionsgrupper udenfor Bolsjevikpartiet, der blev undertrykt
bl.a. mensjevikkerne og de højre-socialrevolutionære. Disse to moderate
socialistiske partier var ikke altid loyale i forhold til sovjetterne, bl.a.
arbejdede de højre-socialrevolutionære for genindkaldelse af Den
konstituerende Forsamling, hvilket ville betyde en tilbagevenden til et
borgerligt demokrati. Men anderledes og mere interessante er omstændighederne
omkring undertrykkelsen af anarkisterne og de venstre-socialrevolutionære.
Disse to grupper støttede helhjertet Oktoberrevolutionens mål og deltog i dens
praktiske gennemførelse.
4.1.6.1 Anarkisterne
Anarkisterne
var den gruppe, som var mest loyale overfor sovjetterne, og det var
anarkisterne, der mest ihærdigt forsvarede fabrikskomitéernes ret til at
kontrollere produktionen. Den russiske anarkist bevægelse bestod, ud over en række
smågrupper og Makhno-bevægelsen, som jeg beskriver senere, af tre store
organisationer: 1.) Golos Truda (Arbejderens stemme), som var en
anarko-syndikalistisk propaganda organisation, der arbejdede frem til foråret
1918 i Petrograd og senere i Moskva. Golos Truda udgav et dagblad under samme
navn. 2.) Føderationen af anarkistiske grupper i Moskva, som var en
anarko-kommunistisk organisation, der arbejdede frem til 1918 i Moskva og omegn.
Føderationen af anarkistiske grupper i Moskva udgav dagbladet Anarki.
3.) Nabat (Alarm), som var en føderation af anarkistiske organisationer
i Ukraine, der arbejdede frem til efteråret 1920. Føderationen byggede delvist
på Volins ideer om en forenet anarkisme. Nabat arbejdede tæt sammen med
Nestor Makhno og hans anarkistiske partisaner. Nabat udgav en avis under samme
navn.[79]
Mellem
de to revolutioner i 1917 var anarkisterne principielle modstandere af Den
konstituerende Forsamling og så bonde- og arbejderrådene som det eneste
alternativ til den borgerlige stat. Bolsjevikkerne havde helt frem til januar
1918 indkaldelse af Den konstituerende Forsamling på sit program. Det var i øvrigt
den unge Kronstadt-anarkist Anatol Jelezniakov, der ledte de gruppe matroser,
som lukkede Den konstituerende Forsamling.[80]
Anarkisterne deltog aktivt i forberedelsen og gennemførelsen af
Oktoberrevolutionen. Anarkisterne havde bl.a. stor indflydelse i
Kronstadt-sovjetten og fire medlemmer af Den militære Revolutionskomité var
anarkister.[81]
Efter oktober arbejdede anarkisterne bl.a. i fabrikskomitéerne med at
organisere arbejdernes drift af produktionen. Undertrykkelsen af anarkisterne
kan derfor ikke forklares som forsvar mod kontrarevolutionen. Da magten begyndte
at glide fra arbejdernes hænder over i statens og partiets, var anarkisterne de
første til at gøre modstand. De var fra starten bevidste om, hvor denne
udvikling ville ende, hvis den ikke blev stoppet. Som anarkisten Volin skrev i
avisen Golos Truda: “Når deres magt først er konsolideret og legaliseret,
vil bolsjevikkerne - som er socialister, politikere og statstilhængere, dvs. mænd
som handler centralistisk og autoritært - begynde at tilrettelægge landets og
folkets liv med regerings- og diktaturmidler som påtvinges af centret (...).
Jeres sovjetter (...) vil lidt efter lidt blive reduceret til eksekutivorganer
for centralregeringens vilje (...). Vi vil komme til at overvære oprettelsen af
et autoritært politisk og statsligt apparat, som vil styre ovenfra og gå i
gang med at knuse alt med jernhånd (...). Og ve den, som ikke er enig med
centralmagten!”.[82]
Kampen imod fabrikskomitéernes magt blev, for bolsjevikkerne, også en kamp
imod anarkisterne, fordi disse nød stor respekt blandt arbejderne i
fabrikskomitéerne. Den 6. april 1918 skrev den franske kaptajn Jacques Sadoul i
en indberetning: “Det anarkistiske parti er den mest aktive og mest stridbare
af oppositionsgrupperne, sandsynligvis også den mest populære (...).
Bolsjevikkerne er urolige.”[83]
Det første store angreb på anarkister kom den 11. - 12. april 1918, hvor det
bevæbnede hemmelige politi, tjekaen,[84]
omringede og angreb 26 anarkistiske tilholdssteder
i Moskva. Det kom til kampe mellem tjekaen og anarkisterne, der troede at de
blev angrebet af kontrarevolutionære, 40 anarkister blev dræbt under kampene
og over 500 anarkister blev efterfølgende fængslet.[85]
I maj 1918 blev en række af anarkisternes aviser og tidsskrifter lukket, og
herefter fulgte en blodig undertrykkelse af anarkisterne som, med enkelte
ophold, stod på de næste 4 år. I november 1918 blev alle deltagere i en
konference af anarko-syndikalister, som blev afholdt i Moskva, anholdt.[86]
Bolsjevikkerne havde held til at splitte anarkisterne op i to grupper; på den
ene side sovjet-anarkisterne eller ideologi-anarkisterne (også
kaldet ideiny-anarkister), som bestod af tidligere anarkister, der efter
revolutionen havde indtaget stillinger i statsadministrationen og på den anden
side de »falske« anarkister, som enten blev omtalt som ballademagere,
splittelsesfolk, sindsyge eller som banditter og kontrarevolutionære. Denne
opdeling gjorde det nemmere for bolsjevikkerne at knuse de kompromisløse, som
ikke ville acceptere terroren og bolsjevikkernes diktatur. Således svarede
Lenin, ifølge Emma Goldman, på et spørgsmål fra anarkisten Alexander Berkman
om, hvorfor der sad anarkister i sovjetiske fængsler: “Anarkister? sludder!
Hvem har bundet dig den historie på ærmet, og hvordan kunne du tro det? Der
sidder selvfølgelig nogle banditter i vores fængsler og nogle tilhængere af
Makhno, men ingen ideiny-anarkister.”[87]
Den sidste anarkistiske demonstration i Moskva var
den russiske anarkist Kropotkins begravelsesoptog den 13. februar 1921.
Begravelsesoptoget gik bl.a. forbi Butirky-fængslet, hvor de mange anarkistiske
fanger sad fængslet. Undertrykkelsen af anarkisterne kulminerede med Den røde
Hærs militære sejer over Nestor Makhnos anarkistiske partisaner i Ukraine i
august 1921.
4.1.6.2 De venstre-socialrevolutionære
I
efteråret 1917 blev de socialrevolutionære splittet i to; venstrefløjen brød
i protest mod den socialrevolutionære Kerenskij-regerings fortsatte
krigsdeltagelse ud af partiet og dannede Det venstresocialistiske revolutionære
Parti. De vestre-socialrevolutionæres leder blev Maria Spiridonovna, der i 1906
som 18 årig skød og dræbte general Lukhanovskij, guvernøren for
Tambov-guvernementet, på grund hans ansvar for en massakre på oprørske bønder.
Efterhånden
som bønderne i løbet af 1917 i stigende tal forlod de højre-socialrevolutionære,
sluttede de sig til de venstre-socialrevolutionære, som således blev det store
bondeparti, der støttede og deltog i Oktoberrevolutionen og
indgik i den nye regering; Folkekommissærenes Råd. De
venstre-socialrevolutionæres kommissærer i den nye regering blev A. L.
Kolegaev, P. P. Proshian, I. Z. Steinberg, V. E. Trutovskij og V. A. Karelin.
Maria Spiridonovna selv blev udenfor regeringen for at opbygge partiet og
varetage sit arbejde som præsident for bøndernes sovjet.
Efter
Brest-Litovsk freden brød de venstre-socialrevolutionære med bolsjevikkerne;
partiet betragtede fredsslutningen med den tyske kejser som et forræderi mod
revolutionen. I et forsøg på at fremprovokere en genoptagelse af krigen mod
Tyskland, organiserede de venstre-socialrevolutionære mordet på den tyske
kejsers ambassadør i Moskva, Mirbach, den 6. juli 1918. Samme dag indledte de
venstre-socialrevolutionære, som nogle steder også blev støttet af lokale
anarkister, en opstand imod bolsjevikkerne. Opstanden blev slået ned, og der
blev foretaget massearrestationer af venstre-socialrevolutionære, hvis parti
blev forbudt. De venstre-socialrevolutionæres forbrydelse mod revolutionen var
at slå repræsentanten for den tyske kejser ihjel. Da chefen for tjekaen efterfølgende
beordrede at terroristen skulle fanges og straffes, reagerede de
venstre-socialrevolutionære ved at arrestere, Felix Dzerzihnskij - chefen for
tjekaen. Herefter fik tjekaen nærmest uindskrænkede beføjelser, idet de uden
retssag kunne henrette eller fængsle en person, som blot var mistænkt for at være
involveret i det som bolsjevikkerne definerede som kontrarevolutionært arbejde.
Bruddet
med de venstre-socialrevolutionære var et stort tilbageskridt for
bolsjevikkernes forhold til de store bondemasser, som for de flestes tilfælde så
de venstre-socialrevolutionære som deres parti i sovjetterne.[88]
4.1.7 Borgerkrig, krigskommunisme og statskapitalisme
Indtil
maj 1918 havde de hvide måtte operere i det skjulte. De hvide var fællesbetegnelsen
for de kontrarevolutionære lige fra kosakker under ledelse af tidligere
zarofficerer til de kapitalistiske staters interventionsstyrker. I foråret 1918
skulle Den tjekkoslovakiske Legion, der indtil Brest-Litovsk freden havde kæmpet
sammen med russerne på østfronten, overflyttes til vestfronten. Dette skete
bl.a. via den transsibirske jernbane til Vladivostok, hvorfra legionen skulle
udskibes og sejles jorden rundt for at komme tilbage til Europa. Der opstod
imidlertid splid mellem bolsjevikkerne og tjekkerne, som resulterede i at
tjekkerne organiserede en opstand, der brød ud den 25 maj 1918.[89]
Den tjekkoslovakiske Legions opstand betød, at bolsjevikkerne mistede
kontrollen over den transsibirske jernbane og dermed store dele af landet bl.a.
Ural og stor dele af Sibirien. Dette gav de kontrarevolutionære fred og ro til
at organisere deres væbnede styrker i de områder, der nu lå udenfor
bolsjevikkernes kontrol.[90]
Tjekkernes opstand gav de kapitalistiske stater blod på tanden og i alt 14
lande intervenerede for at støtte de hvide i deres forsøg på at vælte
sovjetmagten.[91]
Borgerkrigen brød nu ud i lys lue, og en blokade afskar samtidig sovjetmagten
fra omverden.
Krigskommunismen
var betegnelsen for den økonomiske politik, der blev ført under borgerkrigen
1918-1920. Systemet var en måde, hvorpå staten gennem tvang, disciplin og
nationalisering af industrien forsøgte af få økonomien og varefremskaffelsen
til at fungere i det borgerkrigshærgede land. For bønderne betød
krigskommunismen tvangsaflevering af hele
deres overskudsproduktion uden kompensation.[92]
Afleveringspligten blev gennemført af bevæbnede afdelinger og tjekaen, som også
stod for konfiskation af materiel til krigsførelse, bl.a. heste og vogne. Det
var idéen, at bønderne skulle modtage industriprodukter som f.eks. sko, sukker
og sæbe fra byerne som betaling for korn, men da denne produktionen svigtede,
kom bønderne i realiteten til at producere til byerne uden at få noget
tilbage.[93]
Bolsjevikkerne hævdede at det var nødvendigt at bruge magt ved
konfiskationerne, fordi bønderne nægtede at levere fødevarer til byerne. I en
samtale med Emma Goldman forklarer den venstre-socialrevolutionære Maria
Spiridonovna at: “Det var rigtigt, at bønderne havde nægtet at handle med »centret«
gennem dets kommissærer. De havde deres egne sovjetter, og de holdt på, at
disse skulle stå i direkte forbindelse med arbejder-sovjetterne. De havde taget
meningen og formålet med sovjetterne bogstaveligt, som jævne folk har for
vane. Sovjetterne var det medium, hvorigennem de holdt forbindelsen ved lige med
arbejderne i byerne og udvekslede de nødvendige varer. Da dette blev dem nægtet,
og da man tilmed opløste deres Almindelige Sovjet og fængslede dens medlemmer,
blev bønderne opbragte på diktaturet.”[94]
For
arbejderne i byerne betød krigskommunismen en tilbagevenden til énmandsledelse
i industrien og militarisering af arbejdet. I slutningen af 1920 var indførelsen
af énmandsledelse så fremskreden, at 4 ud af 5 store virksomheder igen blev
ledet af én mand.[95]
Det var ofte de gamle ejere af fabrikkerne, der nu kom tilbage og erstattede de
kollektive ledelser i rollen som fabriksdirektører[96].
Arbejderne blev også underlagt streng disciplin, bolsjevikkerne talte om
militarisering af arbejdet. På bolsjevikkernes 9. partikongres argumenterede
Trotskij for at arbejderklassen skulle organiseres som militære enheder, der
under militærdisciplin skulle kunne kommanderes hen, hvor der var brug for dem
ligesom soldater. Arbejdere, der deserterede fra arbejdet, skulle sendes
i koncentrationslejre.[97]
Man indførte også arbejdsbog-systemet, som fratog arbejderne retten til selv
at vælge, hvor de ville opholde sig og arbejde og bandt dem til et bestemt
distrikt, hvorfra de ikke måtte bevæge sig ret langt væk.[98]
Militariseringen af arbejdet bestod også i, at enheder fra Den røde Hær blev
overført til civilt arbejde men stadig under militærdisciplin. En anden måde
hvorpå bolsjevikkerne forsøgte at hæve produktiviteten, dog uden held, var
ved at indføre Taylor-systemet som bl.a. indebar indførelse af akkordløn.
Lenin mente at: “Man må stille akkordlønnen på dagsordenen, anvende den
praktisk og gennemprøve den, ligeledes anvende meget af det, der er
videnskabeligt og fremskridtsvenligt i Taylor-systemet, afpasse fortjenesten
efter produktionsydelsens samlede resultater (...) Taylor-systemet, forener -
ligesom alle kapitalismens fremskridt - den borgerlige udbytnings raffinerede
barbari med en række storslåede videnskabelige resultater med hensyn til
analyse af de mekaniske bevægelser under arbejdet (...)”.[99]
I USA kæmpede fagforeningerne samtidig med held imod Taylor-systemet; de hævdede,
at det ville gøre arbejderne til robotter.
Betragter
man krigskommunismens økonomiske system i forhold til, hvordan bolsjevikkerne
beskrev socialismen i 1917, ligner denne delvise tilbagevenden til den
kapitalistiske ledelses- og produktionsform en midlertidig nødforanstaltning.
Men Lenins egen beskrivelse af denne udvikling var en ganske anden, for ham var
statskapitalisme den direkte vej til socialisme, og udviklingen var derfor ikke
betinget af borgerkrigen. Allerede før Oktoberrevolutionen skrev Lenin: “Thi
socialisme er ikke andet end selve det første skridt fremad fra det
statskapitalistiske monopol. Eller med andre ord: socialisme er ikke andet end
det statskapitalistiske monopol, anvendt til gavn for hele folket, og for så
vidt hører det op med at være et kapitalistisk monopol. (...) den
statsmonopolistiske kapitalisme er den mest fuldstændige materielle
forberedelse til socialismen, den forgård, det trin på den historiske
stige, som uden mellemtrin efterfølges af det trin, man kalder
socialismen”.[100]
Kampen for socialismen blev altså til kampen mod de småhandlende og bønderne
og for udviklingen af statskapitalisme med den tyske statskapitalisme som ideal,
som Lenin i maj 1921 beskrev dette: “fortsættelsen af småbesiddernes anarki
er den største, den mest truende fare, der ubetinget vil bringe os i
fordærv (hvis vi ikke besejre dette element), mens betaling af en større
tribut til statskapitalismen ikke bringer os i fordærv, men tværtimod vil føre
os ad den sikreste vej til socialismen. (...) Tyskland. Her har vi det »sidste
nye« i moderne storkapitalistisk teknik og planmæssig organisation, men
underlagt den junkerlig-borgerlige imperialisme. Stryg de kursiverede ord,
indsæt i stedet for den militære, junkerlige, borgerlige, imperialistiske stat
en anden stat, også en stat, men af en anden social type, med et andet
klasseindhold, sovjetstaten, dvs. en proletarisk stat, og man får den samlede
sum af betingelser, som fører til socialismen.”[101]
Lenin mente at det var Den russiske Revolutions opgave at: “lære af tyskernes
statskapitalisme, at overtage den af alle kræfter, ikke sky diktatoriske
metoder for at fremskynde denne overtagelse (...). Hvis der blandt anarkister og
de venstre-socialrevolutionære (...) findes folk, der er i stand til på
narcissistisk vis at ræsonnere, at det ikke sømmer sig for os revolutionære
»at lære« af den tyske imperialisme, så kan man ikke sige andet end dette:
en revolution, der tog sådanne personer alvorligt, ville være håbløst
fortabt”.[102]
Også indførelsen af énmandsledelse i produktionen er ofte blevet forklaret
som en konsekvens af borgerkrigen, men ifølge en af fortalerne for
jerndisciplin og énmandsledelse var borgerkrigen tværtimod en hindring for
denne udvikling, Trotskij skrev: “I consider that if the civil war had not
plundered our economic organs of all that was strongest, most independent, most
endowed with initiative, we should undoubtedly have entered the path of one-man
management in the sphere of economic administration much sooner, and much less
painfully”.[103]
Bolsjevikkernes politik i spørgsmålet om disciplin og énmandsledelse af
industrien stod i direkte modsætning til de løfter om arbejderkontrol, som
blev givet i 1917 - derfor medførte denne politik demoralisering og resignation
i de mest progressive dele af det russiske proletariat.
4.1.8 Kronstadt og den 10. partikongres
Krigskommunismen
blev af russerne betragtet som et nødvendigt men midlertidigt onde. Det var
derfor uforståeligt, at det krigskommunistiske system ikke blev afskaffet, da
borgerkrigen sluttede. De russiske arbejdere og bønder troede, at borgerkrigens
afslutning ville betyde en tilbagevenden til den politiske kurs, som
Oktoberrevolutionen i 1917 havde udstukket. Utilfredsheden med krigskommunismen
udviklede sig mange steder til bondeoprør, man regner med at der var 165 større
bevæbnede bondebander. I Tambov-guvernementet dannede bønderne en regulær hær
bestående af 50.000 bønder. De var ledet af højre-socialrevolutionære og kæmpede
for genindkaldelse af Den konstituerende Forsamling.[104]
I midten af februar 1921 udbrød der strejker i Moskva imod krigskommunismen.
Strejkebevægelsen bredte sig hurtigt til Petrograd, hvor den første strejke brød
ud den 23. februar 1921 på Trubotjnyj-fabrikken. Arbejderne krævede i første
omgang større rationer og øjeblikkelig udlevering af alle disponible sko og
frakker (det var blevet kendt, at partimedlemmer på fabrikkerne havde modtaget
en ny forsyning af sko og klæder, mens resten af arbejderne måtte gå med tøj
og sko, der var i en elendig forfatning),[105]
men inden længe så man også mere politiske krav; som forsamlings- og
ytringsfrihed og løsladelse af politiske fanger fra arbejderklassen og
socialistiske partier - de højre-socialrevolutionære benyttede også
muligheden for at kræve genindkaldelse af Den konstituerende Forsamling.
Bolsjevikkerne, som nu havde skiftet navn til Det Russiske Kommunistiske Parti,
nedsatte en forsvarskomité, »Komitet Oborony«,
med Petrograd-sovjettens formand Zinovjev som leder,[106]
som fik ansvaret for at lede kampen imod de strejkende arbejdere. Der blev
indkaldt loyale officers-kadetter, kaldet kursanty, og allerede den 24.
om morgenen kom det til skyderier, da de blev sat ind for at opløse en
arbejderdemonstration. De efterfølgende dage voksede strejkebevægelsen og
kulminerede den 28. februar, hvor bl.a. arbejderne fra det store Putilov-metalværk
var gået med i strejken.[107]
Det var denne strejkebevægelse, der førte til matrosernes oprør i Kronstadt.
Kronstadtoprørets politiske platform var Petropavlovsk-resolutionen,[108]
hvori matroserne bl.a. krævede at kommunisternes parti diktatur blev ophævet
og det politiske krav fra oktober Al magt til sovjetterne! blev
genfremsat med tilføjelsen ikke til partierne![109]
Oprøret i Kronstadt var et spontant oprør for genindførelsen af rådsdemokratiet.
Kronstadtoprøret blev nedkæmpet af Den røde Hær og mange af oprørene blev
henrettet.[110]
Mens
oprøret i Kronstadt blev nedkæmpet afholdte Det Russiske Kommunistiske Parti
fra 8. til 16. marts 1921 sin 10. partikongres i Moskva. På kongressen blev der
udover Kronstadtoprøret diskuteret to vigtige emner; NEP,[111]
som var en ny økonomisk politik, og forbud mod fraktioner i partiet særligt i
forbindelse med Arbejderoppositionen (rabotsjaja opozitsija).
Kongressen
endte med at vedtage NEP hvilket betød en ophævelse afleveringspligten og indførte
en vis grad af fri handel, altså afskaffelse af krigskommunismen. Det blev
tilladt for bønderne at sælge deres overskudsproduktion og indenfor visse grænser
anvende lønnet arbejdskraft.[112]
NEP kan ses som et forsøg på at genvinde bøndernes støtte, men uden at give
magten tilbage til producenterne, altså sovjetterne. I stedet indførte man en
blandøkonomi, som betød genindførelse af en vis grad af privatkapitalisme.
NEP betød at udenlandske kapitalister blev lokket til Rusland med fristende
tilbud; mod at investere kapital og know-now fik de kontraktrettigheder til
mine- og fabriksdrift på fastsatte lejepriser i bestemte perioder -
kapitalister og stat delte fortjenesten. Den russiske anarkist Volin kritiserede
NEP: “Således blev den sande betydning af den »frihed«, som
Kronstadt-rebellerne forlangte, fordrejet fuldstændig. I stedet for
arbejdermassernes frie og konstruktive aktivitet, der ville have åbnet vejen
for deres totale frigørelse og tilladt dem at fortsætte og accelerere, hvilket
var hvad Kronstadt forlangte, var NEP »frihed« for visse individer til at
handle og lave forretning, berige sig”.[113]
NEP, som er et godt eksempel på kommunistpartiets slingrekurs overfor bønderne,
fik den konsekvens at kulakkerne vendte tilbage. Ti år senere gennemførte
Stalin sin »likvidering af kulakkerne«, som medførte hungersnød og tab af
menneskeliv i millionvis.
Det andet store emne på den 10. partikongres var Arbejderoppositionen og fraktionsvirksomhed i partiet, Lenin skrev: “I de sidste måneder har der i partiets rækker utvetydigt vist sig en syndikalistisk og anarkistisk afvigelse, som kræver en yderst energisk, ideologisk bekæmpelse og en rensning og sanering af partiet. (...) Det teoretisk mest afrundede og mest udprægede udtryk for denne afvigelse er de teser og anden litteratur, der stammer fra den såkaldte »arbejderoppositions« gruppe.”[114] Arbejderoppositionen, som blev ledet af fagforeningsmanden Sjljapnikov og kvindesagsforkæmperen Aleksandra Kollontaj, repræsenterede den retning i partiet, der ønskede et opgør med det voksende bureaukrati og en tilbagevenden til arbejderkontrollen. På den 10. partikongres uddelte Alexandra Kollontaj pjecen »Arbejderoppositionen«, hvori der bl.a. stod: “Organiseringen af ledelsen af samfundsøkonomien påhviler den alrussiske kongres af de i fagforeninger sammensluttede producenter, der vælger det centrale organ, der skal lede hele republikkens samfundsøkonomi.”[115] Arbejderoppositionen repræsenterede således nogle af de samme holdninger, som bl.a. kom til udtryk i Kronstadtoprørenes krav. Det endte imidlertid med, at kongressen vedtog resolutionen »Om enhed i partiet« som betød forbud mod fraktionsvirksomhed, og at Arbejderoppositionen blev opløst, efter at den var blevet beskyldt for at have anarkistiske og syndikalistiske tilbøjeligheder. Med denne beslutning havde partiets ledelse nu patent på den politiske magt i Rusland. I stedet for at opfylde Kronstadtoprørets krav om politiske friheder til andre socialistiske retninger og partier, gik kommunisterne den stik modsatte retning og forbød nu også den politiske opposition indenfor Det Russiske Kommunistiske Parti.[116] Med fraktionsforbudet lagde kommunisterne de sidste rester af det organisationsprincip, som de tidligere havde støttet sig til, den demokratiske centralisme, bag sig – nu stod kun centralismen tilbage. Arbejderoppositionen var den første men ikke den sidste gruppe, som blev ramt af fraktionsforbudet. De følgende år blev enhver opposition til partiets ledelse undertrykt, og dette skete med grove metoder som bl.a. tvangsindlæggelse på sindssygehospitaler (en måde at skaffe modstandere af vejen på, som blev opfundet af Lenin allerede i 1922 og siden skulle blive et nyttigt redskab for specielt Stalin og Bresjnev).[117] Den sidste oppositionsgruppe bestående af menige medlemmer som blev undertrykt, var Arbejdernes Gruppe hvis leder var Miasnikov, en metalarbejder som havde været medlem af partiet siden 1906.[118] Da Trotskij siden hen faldt i unåde, efter opgøret om arven efter Lenin, var der ingen hjælp at hente – masserne indenfor og udenfor partiet havde, efter de foregående års erfaringer med partiets diktatur, ikke lyst til at vove livet for Trotskij og Venstreoppositionen, for hvad skulle det nytte?
4.2 Revolution og kontrarevolution i
Ukraine
Revolutionen
i Ukraine fik en andet og mere rodet forløb end i resten af Rusland. Den
ukrainske befolkning oplevede i perioden fra 1917 til 1921 således en social
revolution, en kort national selvstændighed, en russisk besættelse, en tysk/østrig-ungarsk
besættelse, endnu en russisk besættelse og to kontrarevolutionære generalers
forsøg på at erobre landet. Det kan derfor ikke undgås at en gennemgang af
denne historiske periode bliver lidt forvirrende med alle de forskellige grupper
og personer og deres indbyrdes alliancer og relationer. Jeg vil derfor forsøge
at se bort fra så mange unødvendige detaljer som muligt, og i stedet for
koncentrere mig om forholdet mellem Makhno-bevægelsen og bolsjevikkerne, som er
dette projekts vigtigste problem.
4.2.1 Ukraines februar og oktober
I
Ukraine havde man i løbet af 1917 og 1918 sine egne revolutioner svarende til
de russiske revolutioner i februar og oktober. Men forløbet var alligevel
anderledes end i Rusland. For det første kom den ukrainske Oktoberrevolution før
den russiske (den fandt sted i løbet af sommeren 1917) og for det andet afløste
de to revolutioner ikke hinanden som i Rusland men udviklede sig sideløbende i
hver sin ende af landet - man kan sige at dobbeltmagt situationen ikke blev løst
i Ukraine, men i stedet delte landet geografisk.
4.2.1.1 Den liberal-nationale bevægelse
Fra
den russiske februarrevolutions første dag forsøgte det
liberal-nationalistiske ukrainske borgerskab, under ledelse af Simon Petliura
(deraf blev de kaldt Petliurister), at skabe en løsrivelsesbevægelse,
som kunne bane vejen for en selvstændig ukrainsk republik. Den 20. marts 1917
dannede disse ukrainske nationalister den ukrainske Rada[119]
i Kiev, som i første omgang fungerede som en samlende organisation for løsrivelsesbevægelsen
og sidenhen som et egentligt parlament. Parlamentet
blev oprettet med en proklamation fra den 24. juni 1917, og den 20. november
indførte Radaen national selvbestemmelse, uden dog formelt at løsrive Ukraine
fra Rusland, som det hed: “Without seperating the Russian Republic and
destroying its unity, we shall firmly establish ourselves on our own land in
order that with our strenght we may help the rest of Russia (...) to become a
federation of free and equal peoples.”[120]
Dette betød i realiteten selvstændighed for Ukraine, da
Radaen ikke anerkendte det nye bolsjevikiske regime, som de frygtede ville påtvinge
Ukraine et sovjetsystem eller annektere landet. Den egentlige uafhængighed blev
erklæret den 22. januar 1918,[121]
men på dette tidspunkt var Ukraines selvstændighedesperiode i realiteten
allerede forbi.
Den
Ukrainske Demokratiske Republik fik et meget kort liv, det gjorde den af to
grunde; for det første var den ikke i stand til eller indstillet på at opfylde
de løfter om jordreformer, der var med til at sikre dem støtte i
bondemasserne, som havde hjulpet dem til magten. Dette resulterede i en voksende
utilfredshed hos de fattige bønder, der i løbet af få måneder forlod
nationalisternes lejer og begyndte at se sig om efter en anden mulighed for
opfyldelse af deres mål. For det andet var bolsjevikkerne, der lige var kommet
til magten i Rusland, bange for at miste kontrollen over det råstof- og fødevarerige[122]
Ukraine. Bolsjevikkerne indledte derfor en invasion den 7. januar 1918, og
besatte efter voldsomme kampe Kiev den 8. februar, hvorefter de ukrainske
nationalister trak sig tilbage til det vestlige Ukraine.[123]
4.2.1.2 Den sociale revolution
Fra
Februarrevolutionens første dage bredte en social revolution sig i Ukraine.
Denne revolution foregik sideløbende med de liberal-nationales bestræbelser på
at etablere en stat. Over hele Ukraine, men stærkest i den sydlige og sydøstlige
del af landet, organiserede bønderne og arbejderne sig i sovjetter og
produktionskollektiver. Arbejderne i byerne overtog flere og flere steder
kontrollen over fabrikker og værksteder, og på landet angreb de fattige bønder
de store jordbesiddere, godsejerne og kulakkerne, og kollektiviserede jorden.
Det specielle ved denne udvikling i Ukraine var, at den ikke var under
bolsjevikkernes kontrol. Kommunist partiet var svagt i Ukraine og havde aldrig
haft nogen særlig indflydelse på arbejderne og i endnu mindre grad på bønderne
(ved valget til den første Rada fik kommunisterne således kun 750.000 stemmer
ud af en samlet befolkning på ca. 30 millioner[124]).
I det hele taget voksede arbejdernes og bøndernes selvorganiseringsorganer frem
uden nogen stor indblanding fra de politiske partier, som havde mere travlt med
at etablere en selvstændig ukrainsk republik. Disse omstændigheder betød, at
den sociale revolutionen i Ukraine foregik helt på arbejdernes og bøndernes
betingelser og fik et mere spontant og frit forløb end i Rusland.
Bolsjevikkernes militære besættelse af Ukraine i januar 1918 ændrede i første
omgang ikke ved den revolutionære udvikling i landet.[125]
4.2.2 Brest-Litovsk og Tysk/Østrig-Ungarsk besættelse
Begge
de ukrainske bevægelser; den sociale revolution og den ukrainske selvstændighedsbevægelse
blev bremset og rullet tilbage, da bolsjevikkerne indgik Brest-Litovsk freden
med den tyske kejser i marts 1918. I Ukraine betød Brest-Litovsk freden, at døren
blev åbnet for tyske og østrig-ungarske besættelsestropper. Den ukrainske
Rada støttede i begyndelsen besættelsen af landet, som de så som en befrielse
fra bolsjevikkerne. De benyttede lejligheden til igen at etablere en ukrainsk
stat; Den Ukrainske Folkerepublik, under ledelse af Simon Petliura. Denne nye
republik blev dog straks opløst igen af besættelsesmagten som af militære
grunde indsatte deres eget styre. Besættelsesmagten havde én interesse i at
annektere Ukraine, som var at sikre sine mad og råstofforsyninger så en fortsættelse
af krigen på vestfronten blev mulig. Denne forsyning blev bedst sikret ved at
opløse arbejder- og bondekollektiverne og genindsætte de gamle herskere. Som
marionet for den tyske kejser valgte man at indsætte et konservativt politisk
styre under Hetman Skoropadskijs ledelse.[126]
Under ly af de tyske besættelsestropper gennemførte Skoropadskij og det
monarkistiske borgerskab en blodig kontrarevolution i hele Ukraine - hvilket betød
opløsning af alle kollektiver og sovjetter og jordbesiddernes og fabrikejernes
tilbagevenden til deres tidligere pladser.
Det
var den tysk/østrig-ungarske besættelse, og de konsekvenser dette fik for de
fattige bønder og arbejdere i Ukraine, der udløste det oprør, som inden længe
var samlet i Makhno-bevægelsen.
4.2.3 Makhno-bevægelsen
Over
hele Ukraine blev der dannet bonde-guerillaere, der kæmpede imod besættelsestropperne
og det tilbagevendte ukrainske borgerskab. Makhno organiserede en sådan
bonde-guerilla i området omkring Guljai-Polje i det sydøstlige Ukraine og fik
snart ry som en af de dygtigste guerillaledere og flere og flere af de tidligere
uafhængige guerilla grupper sluttede sig sammen og blev til Makhno-hæren. I de
områder, som var under Makhno-hærens kontrol, etablerede bønderne og i mindre
omfang også arbejderne et rådsdemokrati efter anarkistiske principper, og de
oprettede bonde- og arbejderkollektiver. Når jeg i det følgende taler om
Makhno-bevægelsen, mener jeg både den militære og civile del af bevægelsen.
4.2.3.1 Nestor Makhno
Makhno-bevægelsen
fik sit navn efter den ukrainske anarkist Nestor Ivanovich Makhno. Makhno blev født
i 1889 i en fattig bondefamilie og voksede op i byen Guljai-Polje, som ligger i
Ekaterinoslav provinsen mellem floden Dnieper og Det azovske Hav. Nestor Makhnos
politiske interesse blev vagt af den mislykkede 1905 revolution og i 1906
sluttede han sig til en anarko-kommunistisk gruppe i Guljai-Polje.
I
1908 blev Makhno arresteret, og sammen med 13 andre anarkister blev han i 1910 dømt
til døden for at have udført et række politiske henrettelser og
eksproprieringer. Makhnos dom blev pga. hans unge alder omstødt til livsvarigt
fængsel med hårdt straffearbejde. Makhno kom til at afsone sin straf i
Butirky-fængslet i Moskva. Under opholdet i fængslet var Makhno i næsten
konstant konflikt med fængsels autoriteterne, og han tilbragte meget af tiden i
lænker eller i særlige straffeceller. På trods af dette var fængslet den
vigtigste politiske skole for Makhno; det var her han fik kontakt med Peter
Arshinov og andre anarkister, som indførte ham i den anarkistiske ideologi og
underviste ham i russisk grammatik, litteratur, historie, geografi, matematik og
politisk økonomi.[127]
Fængselsopholdet har sikkert også haft indflydelse på, at Makhno sidenhen
altid befriede fangerne og brændte fængslerne ned i de byer som Makhno-hæren
erobrede.
Den
2. marts, 1917, blev Makhno, ligesom alle andre politiske fanger blev det efter
Februarrevolutionen, løsladt fra fængslet. Han vendte straks tilbage til sin fødeby
Guljai-Polje og blev som byens eneste politiske fange modtaget som en helt.
Tilbage i Guljai-Polje gik Makhno i gang med at organisere den sociale
revolution. Makhno var med til at organisere en fagforening for landarbejderne,
og blev valgt som formand for den lokale fagforening af tømre og
metalarbejdere. Makhno blev også formand for Guljai-Poljes arbejder- og
bondesovjet og tog her initiativ til at danne en væbnet afdeling, som
eksproprierede de lokale godsejeres ejendomme og fordelte jorden mellem bønderne.[128]
Med
Brest-Litovsk og den tysk/østrig-ungerske besættelse af Ukraine var det ikke
muligt at fortsætte det revolutionære arbejde i Guljai-Polje, og Makhno valgte
at flygte til Rusland. Før flugten deltog Makhno i slutningen af april i en
anarkist-konference i Taganrog, hvor man planlagde at tage kampen op imod besættelsesmagten
det følgende efterår. Det ufrivillige ophold i Rusland brugte Makhno til flere
formål. For det første ville Makhno undersøge, hvad man under den kommende
kamp i Ukraine kunne forvente at støtte eller modstand fra det kommunistiske
regime i Rusland. Makhno rejste derfor rundt i Rusland for med egne øjne at se,
hvordan kommunisternes politik blev praktiseret. Herefter rejste Makhno til
Moskva, hvor han mødtes med Lenin for at diskutere situationen i Ukraine og
muligheden for en væbnet opstand mod besættelsesmagten og social revolution.
For det andet ville Makhno besøge de anarkistiske organisationer i Rusland for
at søge støtte, råd og vejledning. Han besøgte bl.a. sin ven Arshinov og sit
store forbillede Kropotkin. Opholdet i Rusland var på alle måder en skuffelse
for Makhno. Han så hvordan kommunisterne allerede havde sat sig på magten og
etableret et autoritært statsstyre, som de bl.a. brugte til at undertrykke de
andre socialistiske retninger, herunder anarkisterne. Makhno var også skuffet
over sit møde med den anarkistiske bevægelse i Rusland. Han så de russiske
anarkister som papir-revolutionære, der skrev opfordringer og holdt mange taler
for folket, men manglede modet og viljen til at handle for en ændring af
revolutionens kurs. Desuden mente Makhno, at de russiske anarkister var dårligt
organiseret - han stod ligesom Volin for en forening af alle anarkistiske
retninger og opfattede den russiske anarkistbevægelses opdeling i forskellige
retninger og fraktioner som et svaghedstegn.
Det
var en skuffet Nestor Makhno, der med hjælp fra Lenin rejste hemmeligt tilbage
til Ukraine for at begynde sin revolutionære kamp.[129]
4.2.3.2 Fra partisan grupper til Makhno-hær
I
løbet af sommeren 1918 lykkedes det Nestor Makhno at organisere en
partisangruppe i Guljai-Polje, som tog kampen op imod besættelsesstyrkerne og
de lokale godsejere. Denne partisangruppe, som i slutningen af september bestod
af 50-60 partisaner, fungerede som en slags undergrundshær, da den ikke havde
noget territorium under sin kontrol. Efter et slag, hvor Makhnos partisangruppe
og en anden partisangruppe under ledelse af Fedor Shchus´ sammen erobrede byen
Dibrivka, blev det besluttet at slå de to partisangrupper sammen under Nestor
Makhnos ledelse. Makhno fik ved denne lejlighed tilnavnet »batko«, som
betyder lille far. Denne nye partisangruppe fik navnet »Batko Makhno Hæren«
og voksede sig hurtig stærkere. Man rekrutterede nye partisaner og blev bedre
udrustet. Hen imod slutningen af 1918 var der over 600 makhno-partisaner i det
der nu hed »Batko Makhnos Revolutionære Partisan Hær«. Makhnos partisanhær
havde nu ændret deres struktur, og man havde udviklet den helt specielle måde
at føre krig på, som Makhno blev kendt for.[130]
4.2.3.2.1 Makhno-partisanernes taktik
Nestor
Makhno, som ifølge Victor Serge var: “en født strateg” og hvis partisaner
“viste sig i besiddelse af en organisations- og kampevne, som var helt
episk”,[131]
udviklede en helt unik type hær og strategi. Nestor Makhno havde ikke nogen
militær uddannelse og ingen tidligere erfaringer med militære operationer.
Makhno-hæren bestod af kavaleri, infanteri, artilleri, maskingevær enheder og
en efterretningstjeneste.[132]
Befalingsmændene og den militære ledelse blev valgt at de menige partisaner.[133]
Makhno-partisanerne bar ikke en fælles uniform, man så nogle i uniformer fra
andre hære; Den røde Hær, den tyske og fra den gamle zarhær og mange i
civilt tøj. Makhno-hæren var dårligere udrustet end de forskellige andre hære
som de kæmpede imod - ofte gik makhno-partisanerne i kamp med kun et gevær for
hver to eller tre mand, når én faldt gik geværet videre til den næste.[134]
Alligevel lykkedes det for Makhno-hæren at vinde en række militære sejre over
langt bedre udrustede og talmæssigt overlegne modstandere. Makhno-hærens store
styrke var dens fantastisk mobilitet. Makhno opfandt en form for infanteri, der
var anbragt i lette affjedrede kærrer (tachanka),[135]
hvilket gjorde det muligt at tilbagelægge op til hundrede kilometer om dagen
uden at partisanerne blev udmattede. Tachankaen blev også brugt på en anden måde;
under slagene blev der bagpå vognen monteret et maskingevær hvorfra fjenden
kunne beskydes mens vognen kørte.[136]
Makhno-hærens store mobilitet skyldtes også det særlige forsyningssystem som
man havde. Sloganet for dette forsyningssystem var »enhver landsby er et
hestedepot«.[137]
Makhno-hærens tætte kontakt med bønderne gjorde at de i de landsbyer de nåede
frem til blev forsynet med mad af bønderne og fik byttet deres trætte heste
med friske. Våbenforsyningerne bestod nærmest kun af det, de kunne erobre fra
fjenden. Alt dette gjorde, at Makhno-hæren ikke skulle tænke på at beskytte
lange forsyningslinjer eller at fragte besværlige ekstra forsyninger.
En
anden styrke ved Makhno-hæren var dens fantasi og ofte meget utraditionel måde
at føre krig på. Når partisanerne kom i vanskeligheder begrave de ofte alle
deres våben og opløse sig selv. Partisanerne kunne så i civilt tøj passere
ubevæbnet og ubemærket gennem frontlinjen, grave andre våben op fra et andet
depot bag fjendens linjer og angribe fra uventet hold. De var også i besiddelse
af et lager af fjendens uniformer, hvilket gjorde det muligt at bevæge sig
usynligt rundt i de fjendtlige lejre. Ved en lejlighed fik Makhno og en gruppe
partisaner adgang til en af overklassens fester, forklædte som vagter angreb de
festdeltagerne under middagen. Mange steder dannede bønderne også lokale
selvforsvarsgrupper, som, når de kunne komme afsted med det, angreb fjenden.
Der er eksempler på bønder, der, under høsten, gemte maskingeværer i
markerne, og når en fjendtlig patrulje kom forbi blev den beskudt. Efterfølgende
henvendte de selv samme bønder sig til myndighederne, for at fortælle hvilken
i retning de skyldige banditter flygtede for på den måde at lede opmærksomheden
væk fra dem selv.[138]
4.2.3.3 Kampen mod besættelsestropperne